Se nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder trods synd og død.

Takke ham som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt kan sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig ved navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg véd:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

Lad mig nu kun drage af natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evigt fly,
O for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!